I dag har været en forholdsvis stille dag. Stod op (alt) for sent, så nu har jeg da for alvor fucked mit jetlag op.. Men da jeg kom nedenunder (lejligheden er i to etager) fik jeg endelig hilst på vores ayi - en form for hjælper de fleste mere eller mindre velhavende har i Kina. Hun passer børn, gør rent, laver mad og ordner diverse praktiske ting for min moster. Så hun havde selvfølgelig lavet morgenmad til alle, der i dag bestod af agurk-pandekager - pandekager med agurk i. Det var ikke sådan rigtig sukkerpandekager som vi bruger det i Danmark, men mere en madpandekage. Efter morgenmaden tog hun på politistationen, da alle udlændinge skal registreres på politistationen inden 24 timer efter ankomst. Men da de selvfølgelig kun snakker kinesisk er det den slags ting der er smart ayi ordner - så slipper man for at bøvle med at kommunikere. Bor man på hotel i Beijing plejer hotellet dog at klare det for en, så det er kun fordi jeg bor privat.
Da ayi kom hjem tog mig og min moster afsted på en mindre udflugt. Vi havde flere forskellige små ting vi skulle have ordnet - bl.a. var vi på udkig efter en vægt (til mad). Så vi startede med at tage en taxa til min mosters arbejde SOS international, så jeg lige kunne se hvor det lå i tilfælde af.. Ja, det er bare meget smart at vide. Min moster skulle også lige ordne nogle papirer der, så det passede fint. Bagefter tog vi til et elektronikcenter - lidt ala Elgiganten, bare på kinesisk selvfølgelig. Og det er kinesisk med stort K! For hold da op et kaos. Vi var først og fremmest på udkig efter en vægt og en oplader til den mobil jeg har med til mit kinesiske nummer. Opladeren indså vi hurtigt kunne blive et problem. Det er en ældgammel Sony Ericsson, så selvfølgelig ligger man ikke bare inde med sådan en oplader. Selvom man skulle tro vægten ville være lige til højrebenet blev vi hurtigt klogere. Den slags bruger de tydeligvis bare ikke i Kina! Vi fandt heldigvis en medarbejder der snakkede udmærket engelsk - det er sjældent det ses her! Men vi måtte gå derfra med uforrettet sag... Så vi begav os til Walmart, for Walmart har jo som standard bare alt. Dog ikke Walmart i Kina. De havde mange andre ting og vi fik da et par af de ting vi ellers var taget afsted efter, men en vægt kunne de dog ikke klare. Vi spurgte godt nok ikke nogen medarbejdere, for man kan for det meste lige så godt give op når det kommer til at spørge om hjælp når de ikke fatter en meter engelsk (eller nogle andre europæiske sprog!)
Så vi tog videre til et andet center med elektronik - the main difference var, at i dette center har tingene ikke en fast pris. Her forhandler man, og hvis der er noget jeg bare ikke kan, så er det at prutte om prisen. Til vores store overraskelse fandt vi rent faktisk en oplader der passede til min Sony Ericsson her! Efter at være blevet anråbt af adskillige sælgere og tilbudt diverse (fake, naturligvis) iPhones, iPods og iPads fandt vi, på mirakuløs vis, en bod med en engelsktalende. Det viste sig så hun også selv var kunde, men hun hjalp os med at oversætte og vi blev vist frem til en bod de mente havde den efterspurgte oplader. Imponerende nok havde de faktisk en der passede! Lige som jeg stod og blev nervøs for at jeg nu skulle have gang i mine svigtende forhandler-skills viste det sig (desværre/heldigvis) at den ikke virkede. Godt vi testede den inden vi købte! Så også her måtte vi gå med uforrettet sag.
Vi besluttede os derefter for at tage til Central Park - som ikke er en park, men et shoppingcenter! Og et meget vestligt ét af slagsen. Der lå bl.a. et supermarked der mindede meget om det vi ser i Danmark, og vi fik købt både mælk, ost og rugbrødsblanding - nu ved jeg man kan få det, så slipper jeg heldigvis for at importere det fra Danmark! For hold da op jeg kommer til at savne rugbrød..
Så gik turen hjemad, forbi The Place (som jeg lover at tage nogle billeder af en gang, det er et vildt sted!) og op i lejligheden for at få gang i noget rugbrød og noget aftensmad. Klokken var nemlig gået hen at blive mange. Pigerne var smuttet i swimming poolen, så der var rimelig ro på. Efter improviseret indkøbstur ned i den lokale (der har overraskende mange ting) for at købe en form til rugbrøddet fik vi bikset det sammen, ayi og pigerne kom hjem fra swimming poolen og ayi tog hjem - så vi er overladt til madlavningen i aften. De andre dage har vi levet af take away. Vi fik indisk i går, det var mega lækkert, men jeg glæder mig nu til en gang rigtig hjemmelavet mad - og hjemmebagt rugbrød til dessert!
I morgen er det planen at tage et smut til sommerpaladset, kejserens sommerresidens, og hjem til min fætter, der bor sammen med nogle venner i en lejlighed i nærheden.
Jeg har en lille, transportabel madvægt, som jeg kan tage med!
SvarSlet