Hutong School

De seneste par dage er der ikke sket det store - derfor mangel på blogindlæg. Pigerne er startet i skole, så hverdagen er så småt gået i gang efter ferien, hvilket betyder at jeg også har været på udkig efter noget at lave. Planen var jo originalt at jeg skulle arbejde frivilligt med noget studierelevant, men det har vist sig at være lettere sagt end gjort at finde noget. Der er sådan set børnehjem nok, men mange er ikke studierelevante og så kræver de fleste min. 1 års commitment - og det har jeg jo lidt svært ved at love. Så i mellemtiden har jeg kigget på nogle steder hvor man kan lære mandarin. Både for at få lært noget kinesisk, da man virkelig er lammet uden, men også for at møde nok folk og lave noget andet end bare at sidde derhjemme og hænge. I dag var jeg til free trial class på en skole i Sanlitun, et område i Beijing ca 30 minutter fra hvor vi bor. Jeg gik derhen, og puha det var en ordentlig tur. Ikke fordi der var langt, det var sådan set ikke galt, men fordi kineserne og trafik bare er en mystisk kombi. Rødt lys tæller ikke rigtig for noget herovre - hvilket betyder grønt heller ikke gør! Så som vestlig fodgænger kan man godt indstille sig på bare at gå når kineserne gør det, ellers kommer man ingen vegne. Det gælder generelt alting herovre; følg kineserne, og glem alt om fornuft. Det bruges ikke. 

En anden ting kineserne heller ikke bruger er diskretion. Der bliver åbenlyst gloet efter én når man går på gaden som blond. Og det er alle der kigger! De kan sågar finde på at vende sig om og stå og måbe efter en. Eller tage billeder! Nogle gør det åbenlyst, andre forsøger at skjule det. I dag gik jeg således bag en mand, der pænt lod som om han tog selfies, selvom han ret tydeligt tog billeder af mig. Og det er jo bare et fedt øjeblik at blive foreviget i, når man kommer vandrede der, gennemblødt af sved og med et lettere anstrengt ansigtsudtryk fordi man forsøger at finde vej samtidig med man gerne vil undgå at blive kørt ned. 

Jeg fandt heldigvis hen til skolen i levende live og det lykkedes mig også at finde den rigtige klasse. Det var uden tvivl fedt at prøve, og jeg starter nok enten der eller på en anden skole jeg forhåbentlig snart også skal ud og se. Det var nogle flinke mennesker der gik dér, og de fleste lande i Europa var vel repræsenteret - deriblandt en anden dansker, der sjovt nok også hed Sara. Kinesisk er dog et sindssyg svært sprog! Udtalen er næsten værst, for selvom man bruger pinyin, der er kinesisk med latinske bogstaver, så udtales intet som det staves alligevel. Og så skal man samtidig have styr på toner og grammatikken, der virker total uregelmæssig og tilfældig. Nu må vi se hvor god man kan nå at blive på 4 måneder. Kurserne er ret intensive, da man ikke er mere end 8 studerende i hver klasse. 

Det lykkedes mig også at komme helskindet hjem, så nu venter jeg bare på min moster kommer hjem og forsøger at få fat på min fætter for at høre om han vil tage med ud på den anden skole - der har han nemlig selv gået.