Chinese Tea Ceremony & Olympic Green

Tricket til kortere indslag må jo logisk nok være at skrive oftere. Jeg ved ikke hvad folk bedst kan li; korte eller lange indlæg?

Anyways, her får I i hvert fald en hurtig opdatering på de seneste par dage.

I tirsdag havde jeg meldt mig til kinesisk te-ceremoni afholdt af min skole. De har en masse forskellige arrangementer, som alle lyder vildt spændende. Nu ligger landet sådan, at jeg aldrig har været en stor fan af te, og heller ikke kaffe. Kina har tilsyneladende skubbet til mine smagsløg, for jeg er efterhånden fast kunde på Starbucks og så måtte jeg jo prøve også at give teen en chance.

Vi var i alt en hyggelig lille forsamling på 11 + en lærer og dennes mor der mødtes tirsdag aften i et tehus (hedder det det på dansk??) i nærheden af Lama Templet. Her var der disket op med fem forskellige slags teer - alle til gavn for enten det ene eller det andet. Først fik vi en hurtig gennemgang af hvilke former for hovedgrupper af te der eksisterer; Sort te, grøn te, hvid te, Oolong te og frugtte. Herefter blev der fortalt lidt om hvordan man brygger det - te eksisterer ikke i teposer herovre, da det nærmest er en skændsel mod teen! Èn myte kan i hvert fald bekræftes: kineserne sætter pris på te. Og gerne af kvalitet. Te i teposer er derfor bandlyst, og kan, ifølge tedamen, kun fås på vestlige hoteller og restauranter. Rigtigt te fås kun løst, for det meste heller ikke knust, men i hele blade. Derfor skal teen også filtreres før den drikkes, da man jo ikke har lyst til at drikke teblade. Det blev demonstreret hvordan man lavede en ordentlig kop te, hvordan de samme teblade sagtens kunne bruges flere gange og selvfølgelig hvordan te drikkes rigtigt. På mange måde har en teceremoni mange ligheder med en vinsmagning - man dufter først til teen, der derefter slupres i små mængden, så smagen rigtigt kommer til udtryk. Desuden gælder det også, at jo ældre teen er, desto bedre (Dog kun for nogle typer.)

De to første teer (Sort te og Jasmin-te) mangler her, men ellers ses fra venstre mod højre:
Oolong te, lychee te, rose te, frugtte.

Til min store overraskelse smagte det faktisk rigtig godt! Vi startede ud med en sort te der skulle være god for nyrerne. Den smagte helt fint, men ikke noget jeg ville bruge mange penge på (god te er, som god vin, også sindssyg dyrt!) Derefter gik vi videre til en jasmin-te, og damn, den smagte mindst lige så godt som den duftede. Den skulle siges at være god for både lever og øjne, og faldt lidt mere ind i kategorien af teer, jeg ville bruge penge på. En pose kostede 100 kr, og en stor 150 kr. Man skal dog have for øje, at hver "portion" holder til flere gange, da teen sagtens kan genbruges. Efterfølgende smagte vi Oolong te. Personligt er jeg ikke stor fan - den var ret bitter og intetsigende. Men selvfølgelig god for en hel række af ting; lavt blodtryk, fedtforbrænding og hvad ved jeg.

Oolong te.

Herefter prøvede vi lychee te sammen med rosen te (jeg fandt aldrig ud af om det faktisk var te, eller bare roser). Det var godt for jernmangel. Smagte ok, men ikke nogen mind blowing oplevelse.

Lychee te med rose - den var meget lys!

De havde selvfølgelig gemt det bedste til sidst: frugtteen. Hvis jeg havde troet jasmin var den bedste, så kunne jeg godt tro om igen! Frugtteen smagte vildt godt - den var så sød, at den uden problemer kunne drikkes uden sukker eller honning (Igen, te har aldrig været min kop te - høhø, dårlig humor - så jeg har altid hældt godt med sukker i). Oven i kom der, at den efter at have været brugt, kunne spises! Det var den ideelle te for mig, men dum som jeg var havde jeg ikke medbragt nogle penge. Øv altså! Jeg føler mig stadig fristet til at tage tilbage, bare for at købe den frugtte.

Frugtte. Prøv bare at se hvor farverig  den er!

Efter tesmagningen satte arrangøren præmier på højkant til de, der kunne svare rigtigt på nogle spørgsmål omkring te. Jeg havde forlængst opgivet mine chancer for at vinde, det foregik på gebrokkent engelsk og overfor mig sad en hollandsk tespecialist, der oven i købet snakkede næsten flydende kinesisk. Pludselig hører jeg dog et spørgsmål jeg rent faktisk kender svaret på - hvilken te er god mod jernmangel? Der er dog en anden der kommer mig i forkøbet, men hun glemmer at nævne roserne, der også var i. Så dem tilføjer jeg, og vi får begge en præmie. Win-win! Jeg vandt et tekrus med indbygget "holder" til tebladene - det er dog ikke hvilket som helst tekrus, det skifter nemlig farve og motiv hvis vandet er varmt nok til te! Jamen dog, hvilken opfindelse.

Mit tekrus (stadig i indpakning, sorry) og en Pee Pee alle fik - han kan benyttes til at fortælle om vandet er varmt nok til te. Hvis han tisser når man hælder vand ned over ham, er vandet varmt nok. Hvis ikke, er det for koldt. Spørg mig ikke hvordan det virker. Kinesisk magi?

Bagefter var der mulighed for at købe te og krus, men jeg havde som sagt ingen penge. Så turen gik hjemad med mit nye krus og en Pee Pee.

Onsdag tog Lisa og jeg i den Olympiske Park efter skole. Det var derude vi boede sidste gang jeg var i Beijing, og jeg huskede det som et ret fedt sted, især om aftenen. Det var dog et hurtigt visit - vi var ikke inde at se hverken stadium eller svømmehal da det var aften, men vi fik taget nogle billeder, og så gik turen ellers hjemad - vi var begge ret trætte efter at have kæmpet os derud midt i myldretiden (det var så kaotisk i subwayen!), så vi orkede ikke ret meget mere.

Beijing National Stadium aka. Bird's nest

Beijing National Aquatics Center aka. Water Cube.

I morgen holder skolen Welcome Party for nye såvel som gamle elever. Det skal nok blive sjovt! Før det skal jeg med min moster og pigerne på Den Gyldne Jaguar og spise - en buffet som siges at have over 400 retter og vin ad libitum. Jeg skal nok tage billeder!

Fart på!

Mid Autumn Festival var i torsdags, og skolen var derfor lukket torsdag-fredag, hvilket betød at jeg fik smidt en ordentlig portion fritid oven i min i forvejen meget lidt travle hverdag. Ironisk nok har jeg dog haft mere travlt end jeg plejer og har stort set ikke siddet stille siden i torsdags - derfor mit sene indlæg. Onsdag gik heldigvis med afslapning og hyggeaften hjemme. Både pigerne og min moster havde fri, så der blev smidt en god film på og hygget max igennem. Torsdag havde jeg oprindeligt snakket med Lisa (en tysk pige fra min klasse) om at tage i den Forbudte By, men vejret var lort og AQI'en tårnhøj, hvilket vi blev enige om var alt for demotiverende til kulturel dannelse. Vi følte dog alligevel at vi måtte foretage os et eller andet, så vi aftalte at spise frokost sammen. Hun havde fået anbefalet en god, tysk restaurant af sin far, så afsted mod den til en sen gang frokost - det der med at sove længe er jo en lækker ting. Vi mødtes ved en subway station, og hun havde tastet adressen ind på sin iPhone. Meeeeen, kinesiske adresse og vestlige kort er bare en dårlig kombi, og da vi havde vandret den første halve time viste kortet at  vi bare lige skulle ind gennem Chaoyang Park, så ankom vi. Det var dog bare ikke hvilken som helst park. Først og fremmest skulle vi betale 5 kr. for indgangen - flabet at tage penge for at nyde naturen og komme lidt væk fra bilos- og støj., men fair nok, 5 kr er lige til at overleve. Da vi kom ind mødte det mærkeligste syn os. Hvad vi troede var en ganske normal park (jeg havde bildt mig selv ind at Chaoyang Park var kinesernes svar på Central Park. I was wrong), viste sig at være en kinesisk udgave af Bakken. Vi begyndte så småt at blive lidt mistroiske, for hvorfor skulle en god tysk restaurant dog befinde sig midt inde i en kaotisk forlystelsespark? Vores bange anelse viste sig desværre at holde stik. Efter at have vandret hvileløst rundt i det halve af forlystelsesparken havde vi stadig ikke fundet nogen tysk restaurant. Der var faktisk slet ingen restauranter, overhovedet. Rimelig sultne besluttede vi os for at opgive at finde den på egen hånd, og kastede os ud i at spørge om vej - heldigt for os snakkede dem vi fandt ganske udmærket engelsk, og de fik forklaret os at vi skulle fortsætte ud af forlystelsesparken (som  viste sig kun at fylde 1/4 af den kæmpe park) og gå hele vejen op til West Gate 4. Så vi begav os ud på den længste tur nogensinde, begge ved at dø af sult, storsvedende og efterhånden også rimelig dehydrerede - 25 grader er alligevel ikke heeeeelt køligt nok til lange bukser, selvom det virker koldt når man er vant til 30! Efter endnu en halv times søgning kom vi forbi et mall og det gik op for mig hvor vi var - jeg gik forbi den tyske restaurant med min moster en af de første dage jeg var her!! Følte mig virkelig åndssvag, for helt ærligt, hvor mange tyske restauranter kan der lige være i Beijing!? Det viste sig vi havde taget den helt forkerte subway, og da vi skulle hjem valgte vi dog også at tage den vej jeg var kommet i tanke om - det tog 10 minutter at finde subwayen. Helt skørt.

Efter 1½ times vandren i 25 grader er en kold øl mere end velkommen!

Tysk mad var fantastisk! Wienerschnitzel og Käsespätzle..

Det var gennemført tysk, hele vejen igennem. Vi var enige om, at det bestemt ikke var sidste gang vi kom der! De havde også lækker, western breakfast med æg og bacon - det savner jeg i høj grad!

Efter det lækre måltid smuttede vi over i mall'et for at lede efter Frozen Yoghurt, men måtte gå på Starbucks med uforrettet sag. Frozen Yoghurt er vidst stadig upcoming i Kina, desværre. Derefter gik turen direkte hjem, og det var med fart på, for kl. 19 skulle vi mødes nogle andre fra skolen i Wangfujing, hvor vi skulle på insektjagt! Ja, altså, den slags der kan spises.. Det var en meget alternativ oplevelse. Egentlig eksisterer de små boder kun for turisternes skyld, og det er vidst, når alt kommer til alt, ikke noget der bliver spist på et normalt plan længere. I hvert fald ikke heroppe nordpå! Det kan tænkes at man i nogle af de små landsbyer nede sydpå stadig spiser insekter, men tvivler voldsomt på det er nogen hverdagsret. Selv fik jeg smagt slange og søstjerne hvoraf ingen af delene kan kategoriseres som insekter, men alligevel, det var anderledes! Ingen af delene smagte sønderligt dårligt, men det var stadig ikke noget jeg ville spise et måltid af. Der var dog nogle der gav den liiiidt mere gas og der blev smagt på både skorpioner og maddiker for andres vedkommende. Adr. 

Et lidt sløret billed af gaden med en masse små boder der solgte insekter.

Små kyllinger, troede vi nok.

Et lille udvalg af de mange skøre ting man kunne få, bl.a. blæksprutter, maddiker, og flere forskellige slags udefinerbare dyr.

Der prøves slange - Fra venstre mod højre ses Glenn (Hollænder), Felix (Fra Schweitz) og Janne (Hollænder).

Sarte folk bør kigge væk!! Edderkopper eller tusindben kunne man også prøve kræfter med. Der sprang ALLE fra mit hold dog over. 

Maddiker.. Det er altså klamt.

Selvom det er ulovligt kunne man også få haj der.

Søstjerner

Man spiser det inden i. Lidt ligesom en hummer, bare knapt så delikat.

Skorpioner i forskellige størrelser samt fårekyllinger og maddiker.

Fårekyllinger. Maddiker ses i baggrunden.

Der prøves fårekylling. Ansigtsudtrykket siger alt.

Endnu et billedet af udvalget i en af de små boder. 

Efter Wangfujing gik turen til Wudaokou hvor der er et område kendt for at have barer og clubs. Torsdag er Ladies Night, så alle piger kommer gratis ind (samme gælder alle mænd fra vesten, kinesiske mænd skal betale indgang. Diskriminationslov har de selvfølgelig intet af). Oven i får alle piger også 3 gratis drinks, og med kinesisk alkohol, der er 10x stærkere end hvad man drikker i DK (bortset fra øl, kinesisk øl er noget sjatpis), så er man rimelig godt kørende på 3 drinks. Der var dog mega proppet, så efter at have siddet og hængt ud udenfor i en time begav vi os ved 2-tiden alle hjemad i taxaer. Vi bor heldigvis i samme område alle sammen, og vi deler derfor taxaen, så selvom det tager 45 min. at komme hjem betalte vi kun en 20'er pr. mand. Alt i alt var det en pææænt billig bytur.

Fredag troede jeg således skulle stå på tømmermænd, men jeg havde det overraskende godt. Det betød måske noget at jeg fik ret længe, så da jeg vågnede ved 2-tiden opdagede jeg Lisa havde spurgt om vi ikke skulle tage i den Forbudte By i dag i stedet. Vi blev dog enige om, at vi nok var for sent ude af døren, samt at der nok ville være alt for mange mennesker - det var fridag for de fleste, vejret var perfekt og AQI'en helt nede på København-niveau! Et eller andet ville vi dog lave, for en sådan dag er sjælden, så vi besluttede os for at tage i Jingshan Park, som ligger lige nord for den Forbudte By. Mens jeg stod og ventede på Lisa ved subwayen blev jeg paparrazziet af et par ældre kinesiske damer. Man ved man er et turistet sted når folk begynder at tage billeder med en (og nogle gange af en, selvom de tror de gør det helt diskret). En ung britisk mand havde fulgt optrinnet, så vi fik os et grin over kinesernes skøre fascination af blonde mennesker. 

Lisa kom, men før vi smuttede i parken besluttede vi os dog lige for at opsøge et sted hvor jeg havde læst der skulle ligge en Frozen Yoghurt. Og denne gang var den der! Så vi købte os en ordentlig omgang - de havde dog kun original smag - og satte os ved en "lille" sø for at nyde isen, vejret og udsigten. 

Frozen yoghurt og lækker udsigt. 

Bagefter begav vi os ned til parken. Også her kostede det penge at komme ind! Dog kun 2 kr., så igen til at overleve. Alt i alt har jeg brugt 7 kr. på park-besøg so far - det kan man altså få 3 colaer for! Det var i høj grad det hele værd denne gang. Vi gik op til det højeste punkt, og udsigten var intet mindre end fantastisk. Man kunne se hele byen, og den er jo bare kæmpe. Det er mærkeligt at tænke på, at den er lige så stor som Sjælland!

Den Forbudte By - set fra oven

Jeg bor den vej! Tror jeg nok..

Eller også bor jeg den vej.. Jeg ved det ikke helt. Beijing er forvirrende at finde rundt i.

Søen hvor vi sad og spiste frozen yoghurt kan ses til venstre. 

Beijing med bjerge i baggrunden.

Vi besluttede os for at gå ned og tage line 1 hjem, så vi slap for at skifte. Der var dog længere end man umiddelbart regner med (er der altid i Beijing), og så klokken blev mange inden vi fandt en subway. Skulle ud og spise med min moster og pigerne 18.30, og 18.20 rullede min subway ind på Yonganli station. Ser der var fart på, op og gøre pigerne klar og så over til Park View Green - endnu et af de mange malls - og spise kinesisk mad på en lækker kinesisk restaurant. Vi fik dumplings med rejer, kylling og "hairy crab", som kineserne er helt tossede med, samt mærkelig mandel-is/slush ice med blæver til dessert - kineserne elsker blæver. Efter aftensmaden stod den på byen igen for mit vedkommende. Denne gang var der to fra skolen der holdte privatfest i deres lejlighed. Det var vildt hyggeligt, og vi havde det sjovt med diverse druklege - jeg fik bl.a. lært dem at spille hijack, hvilket de syntes var hyldende morsomt. Ved 2-tiden var vores alt-mulig-mand fra skolen (jep, han fester sammen med os, og det er så underholdende!) gået død, og vi blev enige om det måske var på tide at lukke festen ned. Delte endnu engang en taxa hjem med Lisa og Glenn, der også var rimelig vissen (mest fordi han var enormt dårlig til hijack). Taxachaufføren havde sig vidst et godt grin over os!

Skrev videre på indlægget i dag, men nettet røg halvvejs - hvilket betød mine tilføjelser gjorde det samme. Lort. Arh, jeg hader nettet herovre, det er virkelig bare dårligt!

Nåh, men lørdag tog vi ud for at spise frokost med min fætter, da det var lang tid siden vi havde set ham sidst. Han bor rimelig meget i den anden ende af Beijing, så det tager trekvarter at komme derud. Vi fik lækker indisk mad, og efter frokosten besluttede vi os for at tage ud til Sommer Paladset - vejret var fantastisk, så det skulle jo nydes. Fordi vi var 5 måtte vi tage to taxaer, så vi delte os op: min moster og pigerne i én taxa og mig og min fætter i en anden. En lille detalje vi havde glemt at tage højde for var dog, at Sommer Paladset har flere forskellige indgange. Min moster blev derfor kørt til den østlige indgang mens mig og min fætter endte ved den nordlige indgang. Så den store jagt blev sat ind, vi købte et kort og forsøgte så ellers at finde resten af familien, men uden held. Kortet var nok det dårligste kort jeg længe har set, og vi mistede totalt stedsansen fordi vi måtte bestige et lille bjerg. Så efter et godt stykke tids søgen gav vi op og besluttede os for at min moster og pigerne måtte komme til os. De kunne heldigvis godt læse kortet, så de fandt os og vi fik set resten af Sommer Paladset sammen, inkl. en lille sejltur på søen. Endnu engang blev man mindet om, at når kineserne bygger noget, så går de bare all in. Den kinesiske mur, den Forbudte By og Sommer Paladset - alt sammen er kæmpe stort. Hvorfor nøjes altså? Fik taget et par billeder derude, så hvis nettet kan overkomme det skulle de meget gerne komme op her på et tidspunkt.

Billedet hører kronologisk til nederst, men Blogger er FUCKING træls, så nu står det her. (Alt elektronisk driller bare lidt i dag, så min tolerancetærskel er ret lav lige nu)
Men  anyways, ret smukt sted alligevel.

Samme gælder dette billede, som ovenstående..

Udsigten var bestemt ikke noget at klage over.

Så kinesisk..

Der hygges med en lille bådtur - min moster og min yngste kusine

Sidsel giver den gas som kaptajn - det var sværere end man lige umiddelbart skulle tro!

Det var meget idyllisk og et lækkert lige afbræk fra Beijings mylder 

Not impressed Bella..

Lækker udsigt fra vandet

Tower of the Fragrance of the Buddha - kinesisk engelsk er fantastisk!

Samme Tower of Fragrance..

Storebror har overtaget roret og der slappes af i solens sidste stråler.

Efter Sommer Paladset gik turen hjemad, fik lidt aftensmad (macaroni & cheese˂3) og så gjorde jeg mig ellers klar til byen for 3. aften i træk. Denne gang skulle vi i byen i Sanlitun til afskedsfest for en fra vores skole, der tog hjem til Tyskland. Det var en vild bytur, hvor jeg bl.a. mødte en hel flok danskere! Èn af dem havde oven i købet gået på Roskilde Gymnasium. Den fik ellers ikke for lidt - kl. 3 måtte Bruce (skolens alt-mulig-mand der også var med for tredje aften i træk) følges hjem. Han var helt færdig, kunne slet ikke stå på benene. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at han er langt ældre end de fleste af os, og alligevel virker det mest en dels som om han aldrig har prøvet at drikke før.  Mens drengene bar Bruce hjem smuttede vi tøser på McDonalds, efter at være faret vild i Sanlitun og opdaget adskillige mystiske elevatorer der i hvert fald ikke førte ned til McDonalds, der ligger under jorden. Drengene kom tilbage og vi festede videre indtil Ana-Maria (som vi holdte afskedsfest for) blev nødt til at gå. Vi fulgte hende hjem til lejligheden hvor hun hentede sine ting, og så sagde vi ellers farvel og smed hende på en taxa - hun tog direkte fra byen ud i lufthavnen. Herefter delte mig og Lisa en taxa hjem, endnu engang var vi heldige at få en glad taxachauffør der heldigvis syntes vi var underholdende at have med!

Min absolutte yndlings - Long Islands Ice Tea.
Det er desværre det eneste billede jeg har fra den aften, men i bunden af indlægget ligger der et link til Lisas blog - hun ligger vidst inde med lidt flere billeder. 

Søndag havde jeg forventet at være helt smadret efter at have ligget i spritlage en hel weekend, men jeg havde det overraskende godt. Turen gik derfor til Den Forbudte By . Vejret var lort, AQI’en høj, men der var simpelthen ingen vej udenom - Lisa rejser hjem til Tyskland om tre uger, og hun tager til Indonesien næste uge, så hun har reelt kun 2 weekender i Beijing tilbage. Så afsted med os mod den Forbudte By, hvor vi ankom 15.50 - billetsalget lukker kl. 16.00! Og selve Den Forbudte By lukker kl. 17, så vi havde aaaaalt for lidt tid. Ligesom Sommer Paladset og Muren så er den Forbudte By selvfølgelig også kæmpe stor og overdådig. Vi løb den rimelig hurtigt igennem, og så smuttede vi ellers ud og shoppe bagefter. Det var nok ikke helt velfortjent, heldigvis skal jeg ind og se den Forbudte By igen når min familie kommer, så jeg skal nok overleve. Vi fandt ikke rigtig noget at bruge penge på, og vi var begge to rimelig drænede for energi, så vi tog hurtigt subwayen hjem, selvfølgelig midt i myldretiden. Jeg har ikke rigtig oplevet subwayen i myldretiden før, men det siges at være slemt. Der er faktisk ansat medarbejdere til at skubbe folk ind i subwayen - no shit. Der er næsten ingen der står af ved min station, så jeg måtte kæmpe mig vej frem til døren gennem menneskemængden, og faldt nærmest ud af subwayen da den trillede ind på min station. Det er dog helt klart en fordel at være blond, folk gør plads for én fordi de tror man er turist og ikke er vant til det. Til gengæld blev jeg ved den Forbudte By så næsten anset som en større turistattraktion end selve byen, og der blev taget adskillige billeder af os - både diskret og knapt så diskret.

Indgangen  til den Forbudte By

The Supreme Hall of Harmony

Storslået er det bestemt

Fangede ikke helt hvad dét var. Som sagt havde vi meget kort tid, så det er sparsomt med billeder.

Bortset fra denne weekend går det meget stille og roligt herovre. Kan ikke helt fatte jeg allerede har været her i to måneder, og at der kun er lidt mere end en uge til jeg sætter mine fødder på dansk jord igen!

(Til dem der undrer sig: Ja, jeg skal være her til Januar, men min far skal giftes d. 5. oktober, og det blev jeg jo nødt til at være med til! Desuden skal mit visum fornyes, og vi har national holiday i lige den uge, så det passer ganske fint ind i planlægningen. Lander i DK d. 2. oktober og tager afsted sammen med Emma igen d. 8., if anybody wants to meet up?)

På det kinesiske område går det både og - mămă-hūhū som kineserne siger (hvilket kan oversættes til ”hest hest-tiger tiger. I love it!) Jeg forstår det meste af hvad ayi siger, og oversætter ind i mellem småord for min moster. Det er dog ikke altid ayi forstår mig - fx her den anden dag skulle jeg forklare, at min mosters ven kom for at vaske tøj. Det blev dog til min mosters ”æble”. Det kom der en meget forvirret ayi ud af, men vi fandt ud af det og fik os et godt grin.

Vejret er begyndt at blive køligere, i dag nåede vi kun de 19 grader. Man ved man har vænnet sig til varmen, når 19 grader føles som isvinter! Det skulle heldigvis blive bedre den kommende uge. I morgen står den på Te ceremoni med skolen - lidt kulturel har man vel altid været. Resten af ugen bliver ren afslapning, indtil den igen på fredag står på fest - denne gang ”Welcome Party”, også med skolen, for alle nye elever. Gratis øl på Kokomo Bar (hvor vi var i lørdags også) skal nok blive godt.

Over and out for nu!

P.s. hvis folk vil se mange billeder fra de seneste dage, så smut forbi Lisas blog. Hun er bedre til at hive kameraet frem end mig!

Camping on the Great Wall

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde min historie.. Det var intet mindre end fantastisk! Alt hvad jeg havde forventet og mere til.
Men kan jo starte fra en ende af. Supplerer med billeder undervejs!

Stod tidligt op for at være sikker på at nå det hele, men klassisk mig kommer jeg selvfølgelig for sent ud af døren alligevel. Havde heldigvis beregnet rigeligt med tid til transport (da det er den fejl jeg typisk laver. Det er pissesvært at kalkulere med hvor lang tid det tager med subway!), så jeg nåede lige forbi Subway (altså fast food-kæden) og købe mig lidt frokost. Aftensmad, morgenmad og frokost den efterfølgende dag havde CCC (China Culture Center) ordnet for os. Det var jo luksus! Da jeg begyndte min vandring fra Liangmaqiao station til CCC overhalede jeg to amerikanere, der også lignede nogle der skulle på telttur. Rigtigt gættet stødte de til 10 minutter efter jeg var ankommet. I alt blev vi 15; 3 kinesisker familier (der jo kun består af far, mor og barn), ét britisk par, ét tysk par, de to amerikanere, en ældre amerikansk dame og en multinational ældre dame - jeg fattede aldrig hvor hun helt præcist var fra, men det lød ikke som om der var dét land hun IKKE havde været/boet i. Oven i det kom tre engelsktalende, kinesiske guider og en lokal guide. Så det var et forholdsvis stort selskab der efter 2 timers buskørsel og et hurtigt toiletbesøg bevægede sig op af bjergsiden for at nå muren.

De første bjerge dukker op en times kørsel fra Beijing

Restaureret del af muren, set fra bussen. 

Den længste tunnel jeg nogensinde har kørt igennem!!

Vores udgangspunkt. Oppe på toppen ses muren - vi gik hele vejen op af den stejle bjergside! 

Telte, soveposer, liggeunderlag og diverse andre ting blev båret op af et æsel - heldigvis!
Tror ikke jeg havde klaret det hvis jeg også skulle slæbe på det..

Den lille landsby vi startede i, og kom tilbage for at spise frokost i.. Meget lokalt, meget kinesisk. Desværre fortalte guiden, at den kinesiske regering var ved at bygge nye lejlighedskomplekser, som alle beboerne i landsbyen skulle flytte ind i, så deres huse kunne blive revet ned og jorden sælges til fabrikker.  Det er altså lidt sørgerligt, men sådan fungerer det  jo i totalitære stater. 

I starten var det hårdt. Damn. Sveden haglede af os alle sammen, og der blev pustet og stønnet og kæmpet for at få vejret. Der gik dog ikke lang tid før den ene amerikaner og jeg gik i udbrud, og jeg lagde op til at få de første bjergpoint. Ser man bort fra vores lokale guide var jeg den første på toppen! Det gav blod på tanden, og jeg kan allerede nu afsløre at jeg holdte en stærk førerposition både hvad gjaldt den prikkede bjergtrøje og den gule trøje hele vejen igennem. Dejligt at få bekræftet at jeg ikke er i helt så dårlig form som jeg troede (men dårligt for motivationen når det kommer til træning). Lige i hælene på mig var den ene af de to amerikanske piger, der dog viste sig at være en del ældre end mig - hun virkede i hvert fald noget stolt over at kunne følge med en 19-årig! Undervejs tog vi et par pauser for at se op og nyde udsigten - det er ikke altid man har tid til at se op når stien er fyldt med løse sten og planter og der er to meter ned på begge sider. Så vi gik, og vi gik, og vi gik, og vi gik, og når jeg tænker over det var der egentlig ikke så meget mere i dét. Alligevel var det helt ubeskriveligt hver gang vi gjorde holdt; vejret var skønt, så udsigten var fantastisk, og man kunne se muren sno sig på bjergryggene så langt øjet rakte. Man kan ikke lade være med at blive imponeret når man står dér og kan se mere mur flere hundrede kilometer væk, og ved, at man, i princippet, kan gå fra hvor man står og derhen, uden at forlade muren på ét eneste tidspunkt.

Så er vandringen skudt i gang

Udsigten på vej op. Den blev bedre og bedre for hver gang vi stoppede!

Udsigten ned til den lille landsby - de røde tage dernede, hvis folk er i tvivl.

Mere udsigt. 

Vores lokale guide sidder og venter på resten af holdet kan følge med. Vi var alle meget imponerede! Han var forholdsvis gammel, men gik bare uden at blive forpustet eller se sønderligt anstrengt ud. Og han røg endda!

Mere udsigt - Højere op, og vi bevæger os længere væk fra landsbyen. 

Resten af vores hold kæmper sig op.

Vores lokale guide med muren i baggrunden. Godt og vel halvvejs oppe til muren.

Nu er vi der næsten! Muren ligger altid øverst på bjergryggen.

Endelig oppe! Men det var alle kræfterne værd med den imponerende udsigt. 

Den vej skulle vi følge muren.

Nu har jeg nået toppen mor - nu må du da være stolt! - Shu-bi-dua..
Beklager, men der kommer flere selfies. Når man rejser alene er der simpelthen ingen anden vej hvis man også selv ønsker at være med på billederne.

Den modsatte vej end vi skulle. Det så ellers utrolig flot ud, men det var det selvfølgelig også den vej vi gik.

Den lille stigning, som viste sig at være ingenting i forhold til hvad der kom senere, var noget af det første vi skulle overkomme.

Vi gik på Muren det meste af vejen, men der var steder hvor den var så ufremkommelig, at vi måtte gå på en sti ved siden af. Det var derfor vi havde lokal guide med!

Muren, der strækker sig så langt øjet rækker (og kameraet). Fantastisk syn. 

Mere Mur. Selv på det bagerste bjerg til højre kan man skimte den!

Fik lige amerikaneren til at tage et ordentlig billed af mig med Muren i baggrunden.

Vi havde fået fortalt at vi skulle slå lejr ved det tredje watch tower vi gik forbi. Da vi startede ud kunne vi ikke se ét eneste af dem. Men det gik stærkt og pludselig dukkede det første watch tower op bag en bjergryg. Da vi kom derhen kunne vi dog stadig ikke se de to andre, og der var det så småt begyndt at blive sen eftermiddag. Så vi gik noget mere, nød udsigten noget mere og blev endnu mere betaget. Pludselig kunne vi se de to andre watch towers, der kun lå med ganske lidt afstand fra hinanden. Det første watch tower vi gik igennem var blevet belejret af en gruppe unge, der var på tur med deres "professor" for natten. Det virkede ret akavet at vandre ind igennem deres camp, men man har vel været på Roskilde - hvilket flere gange viste sig at blive en ret god erfaring at have med i baggagen. Det andet watch tower var tomt, og utroligt flot - se billederne herunder! Det tredje watch tower, hvor vi efter planen skulle have overnattet, var faldet sammen siden de havde været der sidst. Vi gik derfor lidt længere ned og slog lejr på det laveste punkt mellem to bjergtoppe, hvor der var gjort pænt plads til telte.

Der bliver vandret..

.... igennem rester af hvad der nok har været et watch tower engang.

Stadig intet watch tower forude, men en mur der bare bliver ved i det uendelige. 

BAM! Det første watch tower kommer til syne.

Først skal vi bare liiige klatre op af en "lille", ødelagt trappe. En af børnene får lidt hjælp - han har heller ikke været meget ældre end 6 år!

Det var en ret stejl trappe!

One watch tower down, two to go. Vi skulle dén vej.

De to sidste watch tower var ikke at se, ikke engang fra toppen.

Men det var flot. Igen kan muren ses så langt øjet rækker. 

Når man går op skal man også ned igen - og det var mindst lige så stejlt!

Tilbageblik på det første watch tower vi nu har forladt igen. Professoren havde valgt at campere alene midt på muren og ikke sammen med sine elever.

Vi når den næste top...

.... Og får endelig øje på de to næste watch towers! De lå ret tæt på hinanden.

Så dem skal vi bare forbi, og så slår vi lejr.

Andet watch tower var helt forladt.

Men ret flot.

Ikke mindst udsigten var fantastisk

Her ser vi tilbage på andet watch tower. Al den mur der kan ses herfra, har vi gået på!

Det er ret tydeligt urestaureret mur vi vandrer på, så der groede masser af planter og sågar træer op fra den!

Vi har nået det tredje watch tower! Og opdager at det er faldet sammen.

Hvilket betød at man kunne kravle op på det og nyde udsigten! 

Den ene af vores tre engelsktalende guider står og nyder min entusiasme. 

Oppe på toppen af det tredje watch tower.

Dér nede skulle vi så slå lejr i stedet! Der var blevet pænt gjort plads til telte.

Men først en lille pause for at nyde udsigten fra toppen.

Tilbageblik på det tredje watch tower. 

I mellemtiden havde de lokale farmers bragt telte, soveposer, liggeunderlag, vand, grill og mad op på et æsel. Det var således de lokale der stod for aftensmaden, og menuen stod på kinesisk grillmad. Pølserne var de sædvanlige søde, glaserede af slagsen, men der var heldigvis også majs, kylling, en form for majsbrød, lækre lammespyd (som man også kan købe på gaden de fleste steder i Beijing, og som smager fantastisk, men som nok har en rimelig stor madforgiftnings-risiko) og så nogle mystiske sprøde ko-skins-agtige spyd, der nok er kinesernes svar på flæskesvær. Inden maden skulle vi dog lige sætte telt op, og endnu engang kom min Roskilde-erfaring mig til gode. Mit telt var (selvfølgelig) det første der stod, så jeg havde masser af tid til at nyde den smukke solnedgang. Til aftensmaden blev der serveret øl, hvilket virkede som en genial god ide - når man har vandret hele dagen, skal sove på et liggeunderlag hele natten og tidligt op for at vandre videre næste morgen, så kan man godt bruge lidt at sove på! Det var nogle ordentlig store flasker (tror der var 0.75 l i), men kineserne kan bare ikke lave øl, så det smager som (og er!) noget tyndt sjatpis. Det var dog nok til at jeg selvfølgelig måtte op og tisse midt om natten, da jeg forlængst havde pakket mig ind i sovepose, tæppe, jakker og hvad jeg ellers havde der varmede. Man skulle umiddelbart tro, at der var en grænse for hvor koldt det kunne blive om natten når det har været 30 grader i løbet af dagen. Det er der ikke. Endnu engang glædede jeg mig over Roskilde, for jeg havde nemlig taget mit eget tæppe med så jeg kunne holde varmen. Der blev dog heldigvis ikke helt Roskilde-koldt, men det var nu lækkert alligevel.
Vi gik, som I måske kan forstå, i seng rimelig hurtigt efter maden, for når man sidder midt ude i ingenting, uden bål, og med månen som eneste belysning, så er det bare som om der ikke rigtigt er andet at give sig til end at sove. Selvfølgelig var vi alle også godt trætte, og klar på at der skulle samles kræfter til endnu en dejlig lang vandretur dagen efter, så da kl. blev 21 lå vi alle og puttede. Men men men.. Alle der har sovet på et liggeunderlag ved, at det bare ikke er verdens bedste skønhedssøvn man får sig. Ikke nok med det, så var det de mest åndssvage liggeunderlag længe set - de havde mønster på, og var derfor ikke særlig smooth, så det føltes mindst lige så effektivt som at ligge på en masse små sten. Det er vidst ikke nødvendigt at pointere, at jeg ikke fik sovet meget den nat. Kl. 3 var jeg oppe for at famle mig frem til "toilettet" (som var et vilkårligt sted i busken) og blev oppe et kvarter for at nyde synet af den flotteste stjerneklare nat jeg længe har set - inkl. stjerneskud og det hele! Man tænker ikke meget over det, men stjerner er ikke noget man ser i Beijing. Om det er pga smog eller måske mere skyldes, at der er så meget lys fra byen at det overdøver, ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke noget man ser ret ofte. Det var derfor første gang jeg så stjerner siden jeg kom - og det er faktisk en måned siden! Kl. 4 begyndte det så at regne, og min "roommate/tentmate", der havde valgt at sove under åben himmel, væltede besværet og våd ind i teltet - og glemte selvfølgelig at lukke yderdugen efter sig, så det regnede ind. Alt i alt fik jeg sovet omkring 2 timer - kl. 5.30 blev vi vækket af guiden, men det havde vi dog selv bedt om! Vi ville nemlig gerne op og se solopgang. Det var fantastisk, også selvom det kostede mig en god times søvn. Jeg lader billederne tale for sig selv.

Solen begynder at gå ned bag bjergene, de sidste personer fra vores tur var stadig ikke dukket op!

Det tredje watch tower i solnedgang. 

Månen er fremme - Muren kan, hvis man har gode øjne, skimtes i måneskinnet.

Mere solnedgang bag bjergene og vores lejr i forgrunden.

Det tredje watch tower i tusmørke, set fra lejren.

Kl. 21 er jeg klar til at sove!

Solopgang - årsagen til at gå tidligt i seng!

Vores lejr

Det grønne telt i midten var mit - og delvist min tentmates.

Mere solopgang.

Dén skulle vi så op af i dag - men først efter vi havde pakket lejren sammen og spist en gang western style breakfast.

Det andet watch tower i solopgang

Det var fantastisk flot, men en smule køligt.

Vores lejr set fra toppen af det tredje watch tower

Vi skulle helt op og forbi den top der ses her. 

Efter solopgangen pakkede vi telt sammen. Igen blev jeg bekræftet i, at jeg tilsyneladende har lidt mere erfaring indenfor friluftsliv end hvad er standarden for de fleste andre nationaliteter. Min tentmate begyndte desperat at proppe teltet ned i posen og synes selv hun havde gjort et godt stykke arbejde da hun havde fyldt den med våd yderdug (jeg slog selv teltet op, da hun ikke var nået til lejren da vi slog telt op). Hun måbede lidt da jeg kom med inderdug, stænger og pløkker, der så også lige skulle være i den lille pose. Men det lykkedes, og vi var - igen - de første færdige. Jeg føler mig SÅ friluftsagtig!
Morgenmaden var hvad de kaldte "western breakfast" og bestod af toastbrød og syltetøj. Ikke så spændende, men jeg var mega sulten, så det røg ned i en fart. Der blev selvfølgelig serveret te og kaffe til, og selvom jeg ikke er den store kaffedrikke tog jeg en kop med for at få lidt varme og energi i kroppen. De lokale kom endnu engang op med æslet - de havde også det varme vand med - og det blev læsset. Vi fik så valgmuligheden at følges med de lokale tilbage til landsbyen med det samme, eller at vandre videre på muren og så vandre tilbage til landsbyen senere. De to kinesiske kvinder og den lille kinesiske pige samt de to britere valgte at gå tilbage med det samme, mens vi andre fortsatte vores tur langs muren. Denne del var lidt mere avanceret og det gjaldt om at have tungen lige i munden når man kravlede ned af et halv- eller helødelagt stykke af muren. Holdte dog min førerposition og da vi ankom til stien der førte tilbage til landsbyen var vi langt foran de andre - så vi, amerikaneren og jeg, fik lov til at gå en tur længere op af muren mens vi ventede på de andre. Det var dog kun mig der var frisk på den, så jeg var ude på eventyr alene - steder hvor ingen har været i lang tid! Eller, det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg havde udset mig en top (se billede) jeg ville nå, men da jeg kom derop var der sørme endnu en top bagved og den fristede. Sad lidt og samlede kræfter og overvejede om jeg mon kunne nå derop og tilbage igen uden de andre skulle vente på mig, og pludselig dukkede det tyske par op. De troede, ligesom jeg, at de var ude på eventyr hvor ingen havde været før - så de blev lidt skuffede over at se mig sidde dér. Men vi blev sammen enige om, at vi godt kunne nå den næste top også, så vi klatrede videre. Da vi nåede denne top var der ENDNU en top omme bagved - og sådan tror jeg man kan blive ved i en evighed! Vi besluttede os dog for at stoppe - mest fordi, som tyskerne pænt påpegede overfor mig, at jeg aldrig ville finde den højeste top uden at finde en højere én bagved. Det var nok også meget klogt at stoppe mens legen var god, jeg glemmer nemlig nemt at man også skal have kræfter til at komme ned igen!

Lejren pakkes sammen - jeg var færdig, så havde tid til at tulle rundt og tage billeder.

Western style breakfast. Toastbrød og syltetøj.

Lejren er nu næsten pakket ned, og æslet er kommet for at slæbe alt ned til landsbyen.

Vores pakæsel. Eller er det egentlig en hest? Jeg ved det faktisk ikke. 
Måske et muldyr! 

Kaffe. Ikke fordi jeg kan li det, men fordi jeg trængte til varme og energi!

2. dagens vandretur er begyndt.

Vores lejr er skjult nede i dalen og kan ikke længere ses - de to watch towers vi kom fra kan dog ses - vi har gået på alt det mur der ses her!

Ned igen.

Kan vi mon nå at komme derop inden de andre kommer?

Det kunne vi! Og hvilken udsigt..

Kan vi mon også nå derop?

Ja daaaaa.. Mur så langt øjet rækker. Fantastisk.

Men hvad så med derop?

Arh, vi skulle jo også have kræfter til dét her.. Så der blev grænsen sat.

Og det var vidst meget heldigt! Det krævede både koncentration og kræfter at komme ned af her..

Man tror fejlagtigt at det er hårdere at gå op end at gå ned - det er klart en myte! Der er ikke noget værre end at gå ned af, og mine ben rystede hele vejen. Det er simpelthen så hårdt for læg og tæer. Og når det første stykke, som jeg havde begivet mig ud på alene, nærmest skulle klatres, så var jeg fuldstændig færdig efter ikke ret lang tid, og endte hurtigt omme bagerst. Til mit forsvar var de andre tyvstartet mens jeg jagtede toppe! Men vi gik ned af muren og begyndte at gå mod dalen for at fange en grusvej tilbage til landsbyen. Puha, det var hårdt. Vi gik i en evighed, på en sti, der var så overgroet, at den lokale guide måtte hukke sig vej gennem med en medbragt kniv. Det var hårdt og ikke mindst svært, stien var ikke meget mere end 20 cm. bred og det gik bare flere meter ned på den ene side, så man havde virkelig ikke lyst til at træde forkert! Der gik ikke lang tid før alt man kunne se omkring sig var skov - muren var helt forsvundet bag trækroner  når man kiggede op, og kiggede man ned så man heller ikke andet end en meget utydelig sti skjult af krat og buske. Jeg havde lært af gårdagens opstigning, og havde valgt at tage lange bukser på - selvom det var pissevarmt, så skånede jeg mine ben for at blive revet til blods af diverse planter. Ikke fordi det hjalp det store, mine ben var allerede ødelagte, og er bestemt ikke kjole-klar de næste par dage - de er fyldt med blå mærker, rifter og skrammer.

Vi har forladt Muren for at begive os ned gennem skoven til dalen og landsbyen.

Ned gennem krattet...

Når man kom fri fra træerne gik det op for én, at man stadig var utrolig højt oppe og langt væk fra dalen.

Så kunne vi se grusvejen vi skulle følge det sidste stykke!

Sikkert tilbage, med ben der ryster af al den vandring i terræn.

Mystisk korn.

Mystisk dyr

Efter godt en time til halvandens nedstigning fra bjergtop til dal nåede vi landevejen, og så gik det ellers bare plant lige ud - det var næsten helt svært at gå normalt, når man havde været vant til at gå både op og ned. Det tog yderligere en halv time på grusvej før vi nåede landsbyen, godt smadrede i benene. Her bød de lokale på frokost, der selvfølgelig var ren kinesisk mad - med pinde og hele pakken. Vi fik alt muligt lækkert, og mindre lækkert, og blev godt mætte. Må ærligt indrømme at kinesisk mad ikke er min helt store favorit (henviser til tidligere indlæg om kinesisk mad og Kinamad hvis folk ikke forstår hvad jeg snakker om - det er IKKE det samme som i DK!). Vi fik mange forskellige grøntsager, forskellige former for gris og en enkelt ret med æg - serveret på klassisk kinesisk manér hvor alt maden placeres på en plade på midten af bordet, der så kan drejes, og man spiser således fra de fælles fade med pinde. Der blev, næsten, spist op ved det vestlige bord, og godt mætte blev vi læsset ud i bussen for at køre de to timer tilbage til Beijing.

Den lokale "restaurant" vi spiste på/hos.

Godt træt, men glad efter en vellykket og fantastisk tur. 

Hønsefødder - en delikatesse i Kina. 

Det vestlige bord - det tyske par og min tentmate ses her. Læg mærke til skiven i midten, hvor al maden står! Den kan drejes. Det er faktisk ret smart.

Tilbage hvor vi startede.

Tilbage og klar til en to timers bustur hjem. Det var dog lidt fedt at tænke på, at vi gik hele vejen derop dagen før!

Et sidste stemningsbillede før vi forlod bjergene og naturen for at vende tilbage til Beijings stress og jag.

Hvis der er nogle der, ligesom mig, bare ikke kan få nok af Muren og den fantastiske udsigt, eller har lyst til at se flere billeder har jeg smidt alle billeder jeg tog undervejs ind i et album her. Der er mange billeder her i indlægget, men der er endnu flere hvor de kommer fra!