fredag den 13. september 2013

Forurening

Pollution! Det er på nuværende tidspunkt lidt oplagt at næste indlæg selvfølgelig skal handle om forurening, for hold da op nogle grimme dage vi har haft her på det sidste. De siger ellers at efteråret skulle være mindre forurenet med nogle dejlige, skyfrie dage, men da ikke i denne her uge! I går var AQI'en (Air Quality Index) oppe på 220, og i dag er vi så oppe og ringe på hele 248, stadig stødt stigende - klassificeret som "very unhealthy". Det anbefales at folk med vejrtræknings- og hjerteproblemer samt ældre personer skal blive indendørs, og raske personer skulle således også blive påvirket af luftkvaliteten. Vi bruger desværre ikke samme indeks i Europa, men jeg har ladet mig fortælle, at AQI'en i København på en standard dag er 60 - det siger lidt om det! Jeg havde heldigvis i går besluttet mig for, at dagen i dag skulle stå på afslapning, film og slik - så det passer mig fint at jeg nu har en "lovlig" undskyldning for ikke at bevæge mig ud af døren! Men spøg til side, så er det virkelig ikke særlig fedt at gå rundt i. Slet ikke fordi smog'en også ser ud til at være iblandet lidt fugtigt vejr og tåge, hvilket gør det til en klam, sticky masse der bare sætter sig over alt. Man har knapt bevæget sig ud for døren før man kan mærke hvordan både hud og tøj blive helt klistret og beskidt, og man kan faktisk svagt lugte forureningen. Det er ret ubehageligt, og jeg er derfor virkelig glad for at det lige er i morgen og søndag jeg skal ud på muren, så jeg kan trække lidt rent og friskt luft.
En oversigt over de sidste par dage - rød er unhealthy, lilla very unhealthy. Det er rimelig svært at tage et billede af smogen i sig selv, så I må nøjes med denne oversigt. 


Apropos muren, så var jeg i dag ude på China Culture Center for at betale for min tur ud på Changcheng (Den kinesiske mur, på kinesisk) da min netbank (eller java) svigter ret grumt lige pt (hvilket betyder jeg heller ikke har fået betalt mit kinesisk kursus endnu, men de har ikke sagt noget til det). Centeret lå før ret centralt inde i byen, men er netop flyttet, så jeg har nok været en af de første turister på deres ny location so far - og med god grund, for hold da op hvor det bare lå uden for lands lov og ret! Det var selvfølgelig ingenting i forhold til Kirke Hyllinge (der gik fx. busser der ud hvert 10. minutter), men når man har vænnet sig til Beijing, med skyskrabere og en hektisk vrimmel af mennesker, så følte man virkelig man var kommet på landet! Ikke nok med, at det lå langt ude, så lå det også gemt inde i en skov sammen med en drive in-biograf der mildest talt så rimelig død ud. Kunne ikke helt afgøre, om stedet engang havde været noget stort og var blevet efterladt, eller om det er i opstart til at blive det helt nye, store "in"-sted. Forladt var det i hvert fald, og da jeg vandrede rundt derude i skoven, mutters alene, omgivet af gamle, faldefærdige bygninger kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det mest af alt virkede som noget man så på film. Oven i hatten kom så, at jeg skulle betale pengene inden kl. 12 - ellers blev min plads givet videre, da der var kommet en venteliste (glæder mig over jeg fik meldt mig til hurtigt!). Men jeg kom selvfølgelig for sent ud af døren i morges, farede vild, nåede ikke subwayen og hvad der ellers kunne tænkes at gå galt, gik galt. Så da klokken blev 12 havde jeg stadig ingen anelse om hvor jeg var. Heldigvis havde jeg fået telefonnummeret på en af arrangørerne, så lettere desperat ringede jeg til ham og forklarede mig. Han lød ikke det mindste bekymret, men sagde at han nok skulle holde min plads til jeg fandt derud. Alt lykkedes heldigvis, og nu glæder jeg mig lidt over jeg valgte at tage derud for at betale pengene. Det er nemlig derude vi bliver samlet op af bussen, og jeg er fanme glad for jeg ikke skal til at finde vej og komme for sent i morgen!

Efterladt og øde sted..

Tågen er ikke tåge, men forurening!

En lille allé - det er da meget hyggeligt!

Mest af alt mindede det om noget fra 50'erne - hvis man ser
bort fra, at alt stod på kinesisk og at det lignede noget
faldefærdigt lort.



En hyggelig lille sø var der sørme også.. 

Men jeg glæder mig til i morgen! Som et lille barn til juleaften.. Skal møde derude kl 1 hvor vi bliver samlet op af bussen. Herefter kører vi så to timer ud til et stykke af muren, der endnu ikke er restaureret. Først vandrer vi op til muren, derefter 1,5 time på muren hvorefter vi slår lejr, sætter telt op (hvis det bliver nødvendigt, de skriver at det pga. af "political issues" ind i mellem er forbudt at sove på selve muren, så derfor slår man telt op ved siden af. Hvis ikke skal vi sove PÅ selve muren, i et gammelt watch tower)  og griller og hygger. Vi står så op ved solopgang, vandrer fire timer og spiser frokost hos en lokal familie for derefter at køre to timer hjem igen. Jeg har desværre kun min iPhone med som kamera, men lover at tage en masse lækre billeder og smide op til jer! Og så får I selvfølgelig en lang og fyldestgørende beretning når jeg engang sætter mine ben i (forurenede) Beijing igen.

Jeg er begyndt at træne!
Hurra for mig, synes selv det er lidt sejt.
Selvfølgelig i fitness, skal ikke nyde noget af at løbetræne uden for i dén os. 


Men jeg har ikke så meget mere at dele for denne gang.

- vi ses søndag/mandag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar